Når I ser på funktioner og arbejdssituationer før indretning, bliver det nemmere at vælge løsninger, der faktisk passer til jeres måde at arbejde på – i stedet for at skulle tilpasse arbejdet til inventaret.
Scenarietænkning giver også plads til forandring. Lokaler kan ofte mere, end man tror, hvis indretningen spiller med i stedet for imod. Måske er et hjørne af kantinen oplagt som uformelt mødested. Måske kan gangarealer aktiveres med samtalezoner eller ståborde. Det handler ikke om at finde én rigtig løsning, men om at skabe rammer, der kan noget forskelligt – alt efter behov og tidspunkt på dagen. Et loungeområde kan fungere som morgenmøde, kaffepause og kreativt frirum på samme tid, hvis indretningen giver plads til det. Det samme gælder stillerum, der med få greb kan bruges til både fokusarbejde og fortrolige samtaler.
Når I ser på lokalerne med funktioner og arbejdssituationer for øje, begynder detaljerne at give mening. Skal der kunne skrives på væggene? Skal der være adgang til strøm overalt? Skal møblerne kunne flyttes rundt? Mange af de valg, der ellers virker som spørgsmål om stil eller smag, bliver pludselig ret praktiske – og langt nemmere at tage.
Og jo mere præcist, I får indkredset de behov, domicilet skal understøtte, desto mere relevant bliver den indretning, I ender med.