Thomas Pedersen

Thomas Pedersen

Da Thomas Pedersen i 2002 skulle færdiggøre sin afgangsopgave fra Arkitektskolen, fik han et problem: Arkitektskolen i Århus har et særdeles veludstyret træværksted, men ingen faciliteter, hvor man kan arbejde med stål og glasfiber, sådan som Thomas Pedersens projekt krævede.

- Sammen med en anden studerende, som også arbejdede i glasfiber, lavede jeg min opgave ude på skolens parkeringsplads. Det skabte en del ballade, fordi det svinede og støvede på lærernes biler, fortæller Thomas Pedersen.

Hans stædighed belønnedes. Projektet blev til den markante gyngestol Stingray, som sikrede Thomas Pedersen en plads blandt tidens mest omtalte unge designtalenter.

- Det er ikke, fordi jeg har noget imod træ, der findes bare så mange træmøbler allerede. Jeg vil gerne vise, at det har en berettigelse at tænke i andre baner og materialer, siger han.

Det er formen, der har givet Stingray dens navn. Stingray er det engelske ord for ”en rokke”, og skallen ligner en stor rokke, der bevæger sig over havbunden. Men det var funktionen, der kom først, ikke formen.

- Jeg ville lave et bevægeligt siddemøbel med mange forskellige siddemuligheder. Den rokkelignende form opstod som et svar på de funktionelle krav, siger Thomas Pedersen.