Nanna Ditzel

Nanna Ditzel

Havde man først en gang mødt Nanna Ditzel, fik man en ubændig trang til at have hendes møbler stående i sit hjem. Fordi hun var innovativ som få andre, men i høj grad også i håbet om, at hendes personlighed kunne smitte lidt af på rummet.

Nanna Ditzel, der også havde en baggrund som møbelsnedker, var kendt for sin professionalisme og sin sikre fornemmelse for, hvilke behov møblerne skulle opfylde. Men samtidig var hun kendt for en modig og eksperimenterende stil, der har vundet hende mange internationale møbelpriser. I en alder, hvor de fleste andre for længst var gået på pension, fortsatte dansk designs grand old lady med at vække opsigt på messer verden over, og hun lod sig gerne inspirere af nye materialer og nye produktionsmetoder.

Nanna Ditzel fortalte nødigt om igangværende projekter, men man kunne altid være sikker på, at det var noget nyt og opsigtsvækkende, der var på vej fra den eksperimenterende designers hånd.

- Tre skridt frem og to tilbage betyder stadigvæk, at man er kommet ét skridt i den rigtige retning, sagde hun.